I DRYPPENDE STOF bliver Sapfos fragmenter reaktualiseret i vores tid. Ikke fordi de bliver genoplivet, men fordi de er universelle og kan tale med den samme røst selv årtusinder efter de blev fremført af Sapfo og hendes kor. Efter tusindvis af år er Sapfos digte stadig lige aktuelle med deres universelle temaer, som i DRYPPENDE STOF udfolder sig i en fejring af det kvindelige og en hyldest til queer-fællesskaber.
“Rummets genklang klæder Asmussens sprøde stemme, og komponisten Matilde Böcher, der ud fra Mette Moestrups gendigtning af Sapfos digte har skrevet librettoen, har formået at indkapsle det usagte, og lader dermed Signe Asmussen indtage følelsernes rum på en i operasammenhænge sjældent set vis.” ★★★★★ - Sceneblog
“…nu tolkes sangfragmenterne igen live, og jeg havde ikke turdet drømme om, at nogen kunne genoplive Sapfos kraft og sanselighed med en så rå, sensuel energi, som var Sapfos ånd til stede. Asmussens kraftfulde, bevægende sang og performerne, der træder ind i et møde af forskellighed, og som med deres kroppes styrke, dans og stemmer bærer sig selv og hinanden, skaber en blussende, hed intimitet i hele salen.” (…) "Dryppende stof viser skønheden i et rum af forskellighed og intimitet, men den viser først og fremmest kærligheden og smerten, begæret og tabet. Opsætningen er politisk med sit nutidige blik på Sapfo og iscenesættelsen af et forførende queer-paradis, men mest af alt oplever man en hyldest til kærlighedskraften" - B. Blog
"Hvis du vil overstrømmes af smukke omgivelser, diversitet og guddommelige skriblerier, så er Dryppende Stof et oplagt sted at søge hen." - Den 4. Væg
“DRYPPENDE STOF er således en fantastisk sanselig oplevelse, hvor vekslen mellem rytmisk trommemusik, a cappella-kor og solosang klinger så smukt igennem Glyptotekets festsal, der danner den helt perfekte ramme for Sapfos og vores kærlighedsrejse.” ★★★★★ - Scenekanten